Søndag den 25. oktober står 27-årige Stefan op klokken seks i Beograd. Ti minutter før hans valgsted åbner, er han fremme. Han anslår, at omkring 300 mennesker allerede står foran ham i køen og flere kommer til bagved. Normalt forbinder han en lang kø med irritation, men denne morgen reagerer han og de fremmødte anderledes:

”Når folk så køerne, smilede alle klokken syv om morgenen på en søndag til hinanden. Det emmede af en håbefuld forventningsfølelse”.

Jeg taler med tre unge serbere efter landets historiske parlamentsvalg, der fandt sted i slutningen af oktober. Den unge vælger Stefan, en repræsentant for Studenterbevægelsen Nikola og nyuddannet læge Mina Škuletić. De fortæller alle tre om et politisk engagement, som har fyldt deres hverdag i flere år og en valgsejr større, end hvad de havde turde håbe på.

”Vi har selv måtte finde sammen som folk”

Studenterlisten fik 53,01 procent af stemmerne mod 38,98 procent til Aleksandar Vučić’ liste, viser valgkommissionens endelige opgørelse. Mandatopgørelsen giver Studenterliste et absolut flertal med 140 af parlamentets 250 mandater. Bag sejren ligger næsten to års mobilisering, som har samlet serbere på tværs af politiske uenigheder.

Valgobservationsorganisationen CRTA har fremhævet den intensive mobilisering af de serbiske borgere ved valget, hvor valgdeltagelsen lå omkring 69 procent. Organisationen vurderer, at de tidligere magthavere blev stemt ud trods stærkt ulige konkurrencevilkår, og at forberedte repræsentanter på valgstederne og borgernes indsats begrænsede systematisk manipulation.

Men da Stefan om aftenen samles med sine venner for at følge resultaterne, tør han endnu ikke tro på sejren til Studenterlisten. De får meldinger om, at Vučićs side ser ud til at have tabt, men vil nederlaget blive accepteret? Da Vučić i egen person dukker op på tv-skærmen og erkender nederlaget, tager Stefan og hans venner til Slavija-pladsen i Beograd, hvor en enorm folkefest breder sig.

”Alle krammede alle her på pladsen, folk grinte og dansede serbisk folkedans. Der var en eufori, som jeg aldrig nogensinde troede, jeg skulle føle i mit liv.”

I Studenterbevægelsens hovedkvarter reagerer 24-årige Nikola først skeptisk, da folk begynder at råbe, at Vučić har erkendt nederlaget. Nikola er nyuddannet bachelor i datalogi og har koordineret bevægelsens arbejde med serbere i diasporaen i Frankrig, Storbritannien og Irland. Han er tilbage i Beograd til valget og har stadig opgaver at passe, da meldingen kommer. Omtrent samtidig får de deres egne resultater fra flere hundrede valgsteder, som bekræfter sejren.

“I hovedkvarteret sang og hoppede vi”, fortæller han.

💰
Vi har brug for din støtte! Vil du støtte uafhængig journalistik og produktionen af en artikel som dette? Så kan du støtte os med en valgfri skilling her.

Et andet sted i byen har 24-årige Mina Škuletić samlet sin førstehjælpsgruppe efter valgstedernes lukning. Hun er født i Niš og bor og arbjeder i dag som læge i Beograd. Under protesterne har hun været koordinator for en førstehjælpsenhed, der også har været klar til at hjælpe på valgdagen. Da gruppen ser Vučić på tv, ser de først på hinanden. De har svært ved at tro ham. Først da Studenterlisten bekræfter resultatet, bryder glæden igennem. Mina fortæller:

”Det var dér, vi begyndte at skrige. Jeg begyndte at græde af glæde. Jeg græd i over tre timer.”

Mina ringer til sine forældre. Hendes mor har været valgobservatør den dag, og de græder sammen, inden Mina ligesom Stefan tager til Slavija-pladsen for at fejre resultatet. Hun havde aldrig forestillet sig, at engagementet fra Studenterbevægelsens første fællesmøder skulle ende her.

Dagen efter mødes folk igen, denne gang for at gøre rent i parken ved parlamentet. Her har der ligget en regeringsvenlig lejr, som ifølge Stefan blev ødelagt under nattens begivenheder; han fortæller også om afbrændte telte. Oprydningen er endnu en fælles opgave efter en lang nat, og for Stefan hænger den sammen med noget, protesterne har lært dem:

”Folk i Serbien har grundlæggende lært, at vi selv har måtte finde sammen som folk for at få tingene gjort.”
💡
Vi har brug for din støtte! Vil du støtte uafhængig journalistik og produktionen af en artikel som dette? Så kan du støtte os med en valgfri skilling her.

Fra fællesmøder til en fælles liste

Da Studenterbevægelsens protester begyndte tilbage i 2024, var Mina på sidste år af medicinstudiet. Hun fortæller om familie og venner, der er rejst ud af Serbien for at arbejde eller studere: “Serbere har de sidste mange år forladt landet på grund af systemet..” Selv gik hun ind i studenterbevægelsen, da studerende på hendes fakultet organiserede en mindehøjtidelighed for ofrene for katastrofen på banegården i Novi Sad.

Her styrtede et halvtag på en jernbanestation i byen Novi Sad sammen den 1. november 2024. Katastrofen, der kostede 16 mennesker livet, udløste krav om dokumentation, undersøgelser og ansvar. For de studerende blev myndighedernes håndtering en sag om korruption og om, hvorvidt borgerne kunne stole på deres institutioner. Da protesterende studerende blev angrebet, bredte blokaderne sig mellem fakulteterne.

Deltagere i serbisk protest går i samlet flok ved Terazije-pladsen i det centrale Beograd den 24. januar 2025. Biltrafikken er standset. En af deltagerne bærer et banner, hvor slagordet »Kun enighed redder serberne« er omskrevet til »Kun studerende redder serberne«. Foto: SergioOren

Mina deltog i det første plenum på sit fakultet: et fællesmøde, hvor de studerende besluttede også at blokere undervisningen. Hun meldte sig til arbejdet med kommunikationen mellem fakulteterne og kom der hver dag. Senere var hun med til at oprette en førstehjælpsenhed, der hjalp ved demonstrationer i Beograd, under vandringer mellem byerne og ved protester andre steder, når der var brug for den.

Billeder fra demonstrationer sommeren 2025. Billede 3: Mina (t.h.) har i snart to år arrangeret førstehjælp til demonstrerende i Serbien. Her ses hun sommeren 2025 i forsøget på at få en såret demonstrant væk fra uroligheder, hvor politiet har slået hårdt ned på demonstranter.

På valgdagen fordelte hun hold på to rundt i Beograds kommuner. De bevægede sig mellem valgstederne og ventede på opkald.

Mens Mina organiserede førstehjælp, arbejdede Nikola med serbere i udlandet. Bevægelsen skulle både nå ud til alle vælgere og beslutte, hvem der skulle omsætte dens krav til politik. Nikola, der er repræsentant for Studenterbevægelsen fortæller, at Studenterlisten består af fagfolk, som de studerende selv har udvalgt: blandt andre professorer, læger og ingeniører. Navnet betyder altså ikke, at de studerende selv skal indtage pladserne i parlamentet – de studerende på fakulteter rundt omkring i Serbein kunne foreslå kandidater til at repræsentere dem.

De demokratiske procedurer er dermed også noget, Studenterbevægelsen og dens liste har øvet sig i gennem møder, diskussioner og valg af repræsentanter. Det har krævet kompromiser. Allerede inden valget forklarede Nikola, hvordan bevægelsen havde fundet fælles opgaver på tværs af højre og venstrefløjen:

”Vi fandt vores mindste fællesnævner, og hvad vi kan arbejde med, hvad der er vigtigt for samfundet, og vi lagde vores politiske forskelle til side for nu, fordi der er nogle virkelig presserende problemer”

Studenterlisten har samlet både højre- og venstreorienterede, EU-tilhængere og EU-skeptikere. Nu skal deres fælles projekt kunne holde til at ændre Serbien.

Europa har holdt øje med valget og herhjemme melder spørgsmålene sig da også i diverse medier – er Studenterlisten for EU eller imod? Og hvad vil de med Rusland?

Da jeg spørger Stefan, hvilken retning bevægelsen vil føre Serbien i, svarer han uden at vælge mellem øst og vest:

”Det ligefremme svar er, at vi vil vælge Serbien”.

Han vil gerne se sit land nærme sig EU, men er kritisk over for EU's venlige forhold til Vučić og ønsker ikke, at Serbien straks opgiver russisk gas. Først og fremmest vil han have noget andet til at fungere:

”Lige nu vil vi bare gerne være et ordentligt demokrati. Bevægelsen er pro-Serbien. Om et par år kan vi begynde at tale om Serbiens rolle i Europa.”

Først skal landet fungere

Den prioritering går igen hos Mina og Nikola. Mina ønsker, at korruption bliver undersøgt, at ansvarlige for politivold stilles til ansvar, og at hospitaler og universiteter får bedre vilkår. Nikola taler om ansvar for magthaverne og et retsvæsen, der kan arbejde uafhængigt.

Nikola forklarede før valget, at listen vil arbejde videre med EU-forhandlingerne i overensstemmelse med deres 11-punkts program, mens et eventuelt medlemskab skal afgøres ved en folkeafstemning efter en periode med frie medier. Han forsvarer samtidig modstanden mod sanktioner mod Rusland med henvisning til civile serberes erfaringer med sanktioner i 1990'erne.

Generalštab: Mere end bare en bygning
Selvom Serbiens generation Z ikke selv kan huske bombardementet i Serbien i 1999, ønsker de at bevare ruinerne af Jugoslaviens tidligere militære hovedkvarter. Hvorfor?

Mina beskriver også et forhold til omverdenen, som er præget af historien. Hun siger, at Europa aldrig har brudt sig om serberne, og henviser til bombardementerne. Det er NATO's luftkrig mod Forbundsrepublikken Jugoslavien i 1999 under konflikten i Kosovo, hun refererer til. Samtidig kommenterer hun på forbindelsen til Rusland:

”Vi har en form for relation til Rusland, men vi er også uenige med dem om mange ting, så vi befinder os lidt imellem, og hvor vi bevæger os hen herfra, må vi se.”

For hende kommer arbejdet med landets egne problemer også først:

”Studenterbevægelsen har aldrig erklæret, at vi er pro-Europa eller pro-Øst. Lige nu fokuserer vi på, hvordan vores land har det indefra, og hvor det så fører hen, må vi se.”

Da jeg spørger Mina til det arbejde og de mulige udfordringer, der nu venter Studenterlisten der har vundet flertal, understreger hun, at forandringerne vil tage tid:

”Det bliver svært at forandre Serbien, men nu er der håb. Vi har valgt mennesker, som virkelig går op i vores lands ve og vel. De er vores stemme. Så jeg tror, at vi vil ændre systemet, men det vil tage år. Der er så mange ting at rette op på her, én efter én. Vi er bare nødt til at være tålmodige.”

Hun siger afslutningsvis:

”Der vil blive vedtaget nye love, og de eksisterende vil endelig blive overholdt, eftersom alt, hvad den tidligere regering gjorde, var at bryde loven uden konsekvenser. Nu skal der i Serbien være en retsstat, demokrati, retfærdighed og ingen personkult – alt det, Studenterlisten står for.”

 

Linket er blevet kopieret!