Bosniens hovedstad Sarajevo ligger omkranset af de Dinariske Alper. Som en lille simrende ret midt i en stor, grøn gryde. Her har forskellige kulturer, religioner og ideologier blandet sig over århundreder. For det meste i fred og fordragelighed.
Til tider har gryden dog også kogt over. I 1882 kæmpede serbere og muslimske bosniere i fællesskab for at tvinge de østrig-ungarske besættelsestropper ud. Og fra 1992-95 rev kroatere, serbere og bosniere den tidligere socialistrepublik fra hinanden i brutale etniske opgør.
Jeg er taget til Bosnien sammen med 40 andre unge mennesker fra organisationen Silba for at observere præsident- og parlamentsvalget den 4. oktober. Og egentlig har jeg ligesom Basil i Halløj på Badehotellet slet ikke lyst til at nævne krigen. Men det viser sig hurtigt, at den ikke er til at komme udenom.
Krigen har ikke kun sat sine aftryk på Sarajevo i form af skudhuller i bygningsfacader, monumenter og store kirkegårde fyldt med gravsten, der alle bærer næsten identiske dødsår. Den har også formet det politiske system, der er en direkte konsekvens af Dayton-fredsaftalen fra 1995.
Et låst system
Med sine tre præsidenter og sindrige nationale kvoter kan det parlamentariske system i Bosnien nok bedst beskrives som en slags Mexican standoff.
Kroaterne, serberne og de etniske bosniere holder simpelthen hinanden i skak med hver deres politiske seksløber, ladet med et utal af veto- og forhalingsmuligheder. Med det resultat (som vi kender det fra andre postkrigskonstruktioner som FN's sikkerhedsråd) at det er svært rent faktisk at få vedtaget noget som helst.
Måske er det derfor, at valget fylder meget lidt i gadebilledet. Ja, smilende og glatte ansigter stirrer stadig ned fra lygtepælene hist og her. Men bosnierne har ikke spildt mange ressourcer på valgplakater.
Selvom vi befinder os lige midt i Sarajevos centrum – kun få hundrede meter fra hjørnet, hvor Franz Ferdinand blev skudt af en serbisk nationalist – støder vi heller ikke på mange politiske protester eller arrangementer. Det eneste, vi overværer, er en socialdemokratisk parade, der som en levende manifestering af partilinjen bevæger sig uendeligt langsomt fremad.
Maskinerne kommer
Det ekstremt komplekse Dayton-system gør ofte diskussioner af den politiske substans utilgængelige. Derfor kommer mange af vores møder og diskussioner i dagene op til valget til at handle mere om selve valgprocessen. Og her er der virkelig sket noget, siden Silba sidst kiggede forbi til valget i 2022.
Hvor politiske beslutninger i Bosnien ofte forhales, er der på rekordtid besluttet at indføre biometrisk identitetskontrol og automatisk stemmetælling. Til stor fortrydelse for Dr. Irena Hadžiabdić, der er uddannet jurist og bestyrelsesmedlem hos den nationale valgkommission.
"Processen er blevet hastet igennem. Vi har arbejdet dag og nat for at få det op at køre," fortalte hun os fredag den 2. oktober, to dage før bosnierne gik til de digitalt udrustede stemmeurner.
Maskinerne kommer fra Smartmatic. Hvis navnet lyder bekendt, skyldes det nok, at Donald Trump lige siden sit valgnederlag i 2020 har forsøgt at slå tvivl om den britiske virksomheds troværdighed. I Bosnien er formålet det stik modsatte. Maskinerne skal styrke tilliden til et valgsystem, som mange anser for korrupt og ineffektivt.
Men det er et gamble. Fejler maskinerne, står valgkomitéen, og dermed valgets integritet, for skud.
"Går det godt, hører vi ikke noget. Men går det galt, kommer vi til at få skylden," lød det fra Dr. Hadžiabdić.
Håndtryk og fist bumps i Republika Srpska
Da dagen oprunder, udstationeres vi Istočno – en forstad i det østlige Sarajevo ikke langt fra lufthavnen.
Vi befinder os i Republika Srpska, der, selvom den næsten fungerer som sin egen nationalstat, stadig hører under Bosnien-Hercegovina. Vi slipper derfor for at skulle forbi checkpoints eller bomme.
Alligevel er man ikke i tvivl om, at vi nu befinder os i den serbiske del af landet. Næsten hver eneste lygtepæl dobbeltjobber som flagstang, og uanset hvor man drejer hovedet, ser man republikkens fane, der med sine røde, hvide og blå striber er en tro kopi af Serbiens civile flag.
På mange måder er turen til Republika Srpska som at træde gennem spejlet. Byen hedder stadig Sarajevo, og vi er omkranset af de samme grønne bjerge. Men ellers er alt anderledes. Fodgængere er afløst af biler, bogstaverne er kyrilliske, og de normale fjender er nu pludselig venner.
Det sidste illustreres tydeligt af en stor plakat, jeg spotter langs en trafikeret vej. Den viser Milorad Dodik, Republika Srpskas ledende politiske skikkelse, i et hjerteligt håndtryk med Vladimir Putin.
Vi møder dog – så vidt jeg kan observere - ingen russere på vores tur. I stedet støder vi på intet ringere end Luigi Soreca, EU's ambassadør til Bosnien. Det sker på et lille valgsted ved en skole, der er opkaldt efter den serbisk-montenegrinske digter Petar II Petrović-Njegoš.
At Soreca ikke er hr. hvem-som-helst, ses straks. De valgtilforordnede glemmer alt om at assistere vælgerne og får i stedet travlt med at snakke med den velklædte og smilende italiener. Han virker da også flink, og på vej ud bliver der uddelt fist bumps hele vejen rundt.
Situationen er svær ikke at se som symbolsk for EU's forhold til Bosnien. Trods masser af smil, håndtryk og glade hensigtserklæringer har optagelsesforhandlinger ikke rørt sig ud af stedet de sidste par år.
Maskinerne sænker tempoet
I alt når vi at besøge ni valgsteder. De fleste af dem ligger på folkeskoler, men vi besøger også en nedslidt politistation.
Kort før vi forlader stationen, får vi et chok, da der pludselig ringer en voldsom alarm. Er en arrestant ved at stikke af, eller er der et bankrøveri undervejs? Nej, det er blot Smartmatic-scanneren, der strejker.
Heldigvis bliver scanneren hurtigt fikset af den teknisk ansvarlige. Generelt går det godt for maskinerne, og de får da også kun få anmærkninger i vores rapporter. Scannerne sluger (for det meste) papiret i første forsøg, og fingeraftrykslæserne virker også til at fungere efter hensigten.
Men den tekniske proces sænker tempoet. Det skaber flaskehalse, da det tager tid at få scannet og registreret vælgerne. Man kan heller ikke bare putte papirerne i maskinen. De skal stikkes ind. Ét ad gangen. Og maskinen skal bruge tid på at processere dem.
Resultatet bliver køer, der vokser og vokser.
Flere observatører end vælgere
At det går langsomt, er dog ikke kun maskinernes skyld. Vælgerne i Republika Srpska skal udfylde fire forskellige stemmesedler, hvoraf et par stykker er ganske komplekse. Eksempelvis giver stemmesedlen til det nationale parlament mulighed for at sætte op til fire krydser, og sedlen skal krydsrefereres med en længere kandidatliste.
Og så kan man ikke engang udfylde sedlerne i ro og mag, da stemmeboksene i Bosnien vitterligt bare er opskårne papkasser.
Heldigvis er de fleste nysgerrige blikke ikke rettet mod stemmesedlerne, men mod processen som helhed. Stik modsat hvad jeg oplevede ved det ungarske valg tidligere på året, er vi kun sjældent de eneste valgobservatører til stede. Ofte er der endda flere observatører end vælgere i lokalet.
"Det er godt, I holder øje. Vi holder øje med jer, I holder øje med os, og maskinerne holder øje med stemmerne. Vi holder alle sammen øje med hinanden, så vi får et fair valg," fortæller en mandlig observatør, som jeg falder i snak med tidligt på dagen.
Manden er fra partiet Narod i Pravda (Folk og Retfærdighed), og hans papirer gemmer han i et rødt omslag sponsoreret af USAID, før Trump tømte kassen. Senere ser vi også flere observatører fra Pod Lupom – en civil organisation, der er blevet bevilget tre millioner kroner af det danske udenrigsministerium.
Om det skyldes bekymringer for at blive opfattet som udenlandsk finansierede politiske aktører, ved jeg ikke, men de øvrige observatører er ikke videre snakkesalige. "Independent, independent," eller "no English," lyder svaret som oftest, når vi spørger, hvor de kommer fra.
Operationen lykkedes, men…
Interessen for valget var altså til stede. Fra udlandet og fra lokale politiske aktører. Men for dem, det hele handlede om – altså vælgerne – kneb det mere.
Det endelige valgresultat gemte ikke på de store overraskelser, og igen blev de etnisk funderede partier de store sejrherrer.
Mere bekymrende var stemmeprocenten, der lå på 44,26 % for parlamentsvalget og 42,98 % for præsidentvalget.
I sig selv er det ikke katastrofalt tal. I nabolandet Kroatien lå stemmeprocenten eksempelvis på 45 % ved sidste præsidentvalg. Men som tendens er det yderst bekymrende, da valgdeltagelsen faldt med hele 7 procentpoint til parlamentsvalget og 8 procentpoint til præsidentvalget.
Dermed forstærkede det maskinunderstøttede valg på markant vis en i forvejen negativ tendens med faldende valgdeltagelse siden 00'erne.
Som Silba har konkluderet i sin foreløbige rapport, forløb valget proceduralt udmærket, og maskinerne fungerede. Man kan altså konkludere, at operationen lykkedes. Men patienten, det bosniske demokrati, virker, om ikke døende, så i hvert fald i kritisk tilstand.
