Vi havde fået at vide, at et besøg på Museum of Crimes against Humanity and Genocide i Sarajevo ville tage omkring 45 minutter. Mere end to timer senere måtte vores gruppe tage af sted til en anden aftale. Jeg var ikke klar til at gå.
Dagen efter vendte jeg tilbage alene og brugte endnu en time på at gå rundt på museet. Rum efter rum fortalte historierne om mennesker, der var blevet dræbt under krigen i Bosnien og Hercegovina. Fotografier, personlige ejendele og vidnesbyrd gjorde historiske begivenheder til fortællinger om individuelle menneskers liv, der var blevet afbrudt for tidligt. Det var umuligt at skynde sig igennem museet.
Da jeg trådte ud på gaden igen, var Sarajevo travl og fuld af liv. Caféerne var fyldte, turister vandrede rundt i den gamle bydel, og valgplakater dækkede mure, lygtepæle og reklametavler overalt i byen.
Det var mit første møde med en kontrast, der skulle følge mig under hele mit ophold i Bosnien-Hercegovina: Fortiden føltes konstant nærværende, mens det kommende valg på mærkværdig vis syntes fraværende i hverdagens samtaler.
Samtaler ud over politikken
Jeg rejste til Sarajevo som en del af en international valgobservationsmission. I valgugen virkede det til at være umuligt at undgå politik i bybilledet. Kampagnemateriale var overalt og kandidater smilede ned fra valgplakater på de travle gader. Bannere spændte på tværs af vejkryds. Valgreklamer dukkede op overalt i byen.
Alligevel var politik sjældent det, folk havde lyst til at tale om.
Uanset om jeg talte med lokale, ansatte i restaurationsbranchen eller vores tolk, drejede samtalerne sig ofte ind på mad, kultur, hverdagsliv og selve byen. Folk var nysgerrige efter at vide, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var rejst til Bosnien-Hercegovina. Mange ville ganske enkelt gerne få os til at føle os velkomne.
Man kunne ikke undgå at lægge mærke til den imødekommenhed.
Flere gange takkede folk os for at være der. Selv på valgstederne tilbød valgtilforordnede os mad og drikke. Som valgobservatører måtte vi høfligt takke nej, men selve gestussen sagde noget om den generøsitet, vi mødte i løbet af ugen.
Samtidig dukkede spor af landets historie op overalt.
Museet var blot den mest direkte påmindelse. Da jeg gik rundt i Sarajevo, lagde jeg mærke til Sarajevo-roserne, der markerer de steder, hvor mortergranater havde dræbt civile. På nogle bygninger var skudhullerne stadig synlige. Mindesmærker for ofrene fra Srebrenica stod malet på bymurene der omgav byens travle hovedgade.
For en besøgende kunne sameksistensen af disse virkeligheder føles surrealistisk. Folk pendlede til arbejde, studerende mødtes på caféer, turister tog billeder, og valgene fortsatte som en del af det almindelige demokratiske liv. Alligevel var påmindelserne om krigen stadig indlejret i landskabet.
En samtale blev også hængende hos mig.
Vores tolk fortalte os, at det var første gang, han nogensinde havde været inde på et valgsted, selv om han selv var gammel nok til at stemme. Jeg blev overrasket. For mig er valgsteder velkendte steder, som jeg forbinder med demokratisk deltagelse. Hans bemærkning mindede mig om, at demokratiske institutioner opleves forskelligt af forskellige generationer og samfundsgrupper. Det var en lille iagttagelse, men en, der blev hos mig resten af valgdagen.
Fra før solopgang til efter midnat
Dagen begyndte tidligt.
Mit vækkeur ringede klokken fire om morgenen. En time senere var vi på vej mod vores første valgsted, så vi kunne ankomme, inden åbningsprocedurerne begyndte klokken syv.
Vores første valgsted lå på en skole. I løbet af dagen besøgte vi forskellige valgsteder og observerede stemmeafgivningen. Vælgerfremmødet slog mig ofte som lavt. Flere steder var der ind imellem flere valgtilforordnede end vælgere til stede. Alligevel virkede de vælgere, der mødte op, målrettede. Særligt de ældre vælgere virkede fokuserede, når de ankom til valgstederne. Selvom jeg aldrig kunne vide, hvorfor de havde besluttet sig for at stemme, fornemmede jeg en grad af beslutsomhed og følelsesmæssigt engagement, som var svær at overse. Det var tydeligt, at selve handlingen havde betydning for mange mennesker.
Jeg blev også overrasket over, hvor ordnet processen virkede. Da dette valg omfattede nye teknologiske elementer, havde jeg forventet flere komplikationer. I stedet forløb meget af det, vi observerede, uden problemer. For en valgobservatør er fraværet af dramatik som regel et positivt tegn.
For at observere optællingen af stemmesedlerne vendte vi tilbage til det valgsted, hvor vores morgen var begyndt. Vi havde fulgt forberedelserne af valgstedet før solopgang, og vi var der stadig længe efter mørkets frembrud. Udmattelsen havde meldt sig, men det samme havde en følelse af fælles formål. Alle ønskede at sikre, at processen blev gennemført ordentligt.
Da optællingen var afsluttet, var klokken omkring to om natten.
Det, der blev hos mig
Når jeg tænker tilbage på Bosnien-Hercegovina, er det første jeg tænker på ikke et kampagneslogan, en kandidat eller en politisk debat.
Jeg tænker på museet, som jeg besøgte to gange, fordi ét besøg ikke føltes som nok. Jeg tænker på valgplakater, der stod side om side med påmindelser om en smertefuld fortid. Jeg tænker på en tolk, der trådte ind på et valgsted for første gang. Jeg tænker på ældre vælgere, der ankom med stille beslutsomhed. Og jeg tænker på de mange mennesker, der bød fremmede velkommen i deres by og takkede dem for at være der.
Før jeg rejste til Sarajevo, havde jeg ikke nogen klar forestilling om, hvad jeg forventede at finde. Jeg vendte tilbage med en forståelse af de dybt rodfæstede minder om krigen, der præger Sarajevo i dag. De er synlige i form af skudhuller i selve murene, mens kandidater fra valgplakaterne smiler ned på de travle gader.
Valget var overalt i Sarajevo.
Politik var imidlertid ofte det, folk talte mindst om. Og måske siger det også noget om landet i dag.
