I Sarajevo stiger antallet af museer, der med afsæt i folkedrab, belejring og krigsforbrydelser har fokus på krigen i 1990’erne. Jeg sætter mig for at besøge et udpluk af dem for at se, om de har en unik fortælling, eller om alt minder om hinanden.
Parallelt med dette er jeg i færd med at planlægge en tur til Srebrenica Memorial Center i det østlige Bosnien. Det ligger i Potočari ved Srebrenica i det område, hvor tusinder søgte beskyttelse hos FN, og hvor bosnisk serbiske styrker begik folkedrab mod bosniakker i juli 1995. Ofrene for folkedrabet ligger begravet her, og den tidligere batterifabrik, der under krigen fungerede som FN-base, er i dag lavet om til informations- og dokumentationscenter.
Børnenes fortælling
Mit første stop på museumsvejen i Sarajevo er War Childhood Museum. Det ligger lidt op ad bjerget i nærheden af Sarajevos gamle kvarter, Baščaršija og viser sig at ligge for enden af den vej, hvor jeg bor under mit ophold i byen.
Museet udgøres af ét større rum, der størrelsesmæssigt virker som knap en halv gymnastiksal. Museets fokus er børns oplevelse af krig. I små montrer fremvises effekter, der har tilhørt børn, og de er ledsaget af børnenes egne ord som små forklaringer.
Jeg besøgte museet første gang umiddelbart efter dets åbning i 2017. Dengang var fokus udelukkende på børn fra Bosnien. Det viser sig, at museets mission mere generelt er at kaste lys på børns oplevelse af krig.
Derfor har museets medarbejdere været i blandt andet Ukraine for at lave tilsvarende udstillinger, og museet inkluderer nu også ting og fortællinger fra børn i Ukraine og Gaza. Jeg bliver sjældent rørt af at gå på museum, men jeg får en klump i halsen, fordi en tanke slår ned i mig i forhold til særligt børnene i Gaza, men også i Ukraine: Er de mon stadig i live?
Billedernes grusomme beretninger
Galleri 11/7/1995 ligger i en etageejendom ved siden af Jesu Hellige Hjerte-katedralen. Datoen peger tilbage på den dag, hvor folkedrabet begyndte, og er datoen, som FN’s Generalforsamling valgte som international mindedag for Srebrenica-folkedrabets ofre.
Det er en professionelt opsat multimediefremstilling om, hvordan det bosniske folkedrab udviklede sig. En udførlig audioguide fører en igennem udstillingens forskellige fotos, kort og andre visualiseringer.
Til forskel fra War Childhood Museum er der også kunstneriske fortolkninger af krigen, hvilket giver en ekstra dimension. Stedet holder til huse i, hvad der virker som en rummelig ombygget fireværelseslejlighed.
Kender man ikke videre til Bosniens nyere historie og folkedrabet, kan man gå oplyst derfra. Man kan også gå derfra med en kvalmende fornemmelse af, hvor meget politisk vilje det må have krævet at organisere og på få dage henrette og begrave over 8.000 mennesker.
Rejsen til Srebrenica
Jeg vil som sagt også besøge Srebrenica Memorial Center. Jeg har været der tre gange, senest i 2019. Det er en køretur på omkring 145 km med tosporede veje gennem bjergområder, så turen kan tage op til tre timer hver vej.
Den politiske ledelse af Republika Srpska benægter, at der har fundet et folkedrab sted, og forsøger også gennem et stigende politisk pres på medarbejderne at underminere Srebrenica Memorials evne til at fungere og dets troværdighed. At der stort set ikke er busforbindelser derud fra Sarajevo, skal ses i denne politiske kontekst.
Efter overvejelser om, hvordan man kan komme derud, går jeg forbi et af de to rejseselskaber, Meet Bosnia Tours, der udbyder endagsbusture til Srebrenica. Herren, der passer butikken, er nok knap 170 cm høj, væver og velklædt med briller med et kraftigt sort stel.
Vi falder i snak. Det viser sig at være ejeren, Edin. Han spørger til, hvad jeg skriver om, og jeg opridser indholdet af museumsartiklen, der er ved at tage form. Edin er yderst venlig, men også hurtig på den retoriske aftrækker:
”Det er dark tourism. De museer er ikke andet end pengemaskiner.”
Jeg forklarer, lidt overrasket over hans intensitet og åbenhed, at jeg skal møde nogle af de folk, der arbejder på centret. Jeg vil høre, om det kan passes ind i turens planer. Det kan det. Og jeg tager derud få dage senere.
En særlig kaffekande
Tilbage i Sarajevo besøger jeg Museum of Crimes Against Humanity and Genocide. En enorm mængde effekter mast ind i en fire-femværelses lejlighed. Teksterne til de udstillede dele er ekstremt informationstunge.
Udstillingens organisering gør, at ens – eller i hvert fald mit – fokus og overblik ryger i forhold til, hvad det præcise budskab er med de forskellige rum – udover selvfølgelig at understrege krigens grusomheder. En udstillet kaffekande gør dog indtryk:
På YouTube ligger der en video fra juli 1995 i Srebrenica-området. Ramo Osmanović står på en mark og kalder på sin søn, Nermin, der skal komme frem fra sit skjul. Ramo er omringet af serbiske soldater. De har, råber han til sønnen, lovet ikke at gøre dem noget.
Ligene af far og søn bliver senere fundet i to forskellige massegrave. I Veliki Park i Sarajevo er der en statue af den kaldende far. På turen derud får jeg, før ankomsten til Srebrenica, udpeget dén mark, hvor Ramo Osmanović stod og kaldte.
Lydtæppet til en af udstillingerne i den ene af batterifabrikkens haller er netop videoklippet med Ramos stemme, der kører i loop. Lyden fylder det enorme rum, men uden at være påtrængende. Tanken om den frygt og usikkerhed, der må have fyldt alt hos ham i de øjeblikke, skærer sig ind i kroppen på én.
Kaffekanden på museet i Sarajevo tilhørte Ramo Osmanović. Montrens tekst forklarer, at kanden var noget af det eneste, som Osmanovićs hustru fik med ud af huset, da de søgte ly i Srebrenica-enklaven.
Endnu et museum. The Siege of Sarajevo, ligger på Jelića 3. Opsætningen og informationstilgangen er skåret over samme læst som på det forrige museum. Også her kunne man få tanken, at alle indsamlede effekter er mast ind i udstillingerne, og at den kritiske udvælgelsesproces er lidt overset, hvilket i nogen grad forplumrer fortællingen. Jeg får bekræftet, at begge museer er privatejede, men kan ikke få mere at vide.
Hvilken historie skal formidles?
Bosniens historiske museum ligger i udkanten af bykernen og har også en udstilling med forskellige perspektiver på krigen, blandt andet journalisternes rolle, hvordan livet udfoldede sig omkring Sniper Alley og familie- og hverdagslivet under belejringen.
Tematikkerne er tydelige. Der er optræk til teksttung information, men det kører ikke af sporet som på de føromtalte museer i den indre by. Med sine øvrige udstillinger er museet turen værd. Det eksisterer desuden i den specielle kontekst, at der i Bosnien ikke findes én kulturpolitik:
Den politiske magt i landet er decentral. Det betyder ironisk nok, at man på grund af landets komplekse etniske opdeling og polarisering ikke kan blive enige om, hvilken fortælling om Bosniens historie der skal formidles – eller måske snarere ikke er villig til det.
Efter turen til Srebrenica Memorial Center møder jeg igen Edin. Jeg spørger ham, hvad han ser som særligt ved centret. Han opridser centrets offentligt kendte formål:
”Srebrenica Memorial Center er det eneste samlede sted, der samler data, udfører forskning om folkedrabet og Balkan-konflikten, som har indsamlet tusinder af vidnesbyrd fra overlevende fra folkedrabet på et sted, hvor folkedrabet stadig benægtes.”
Det er alment kendt, at bosniakker, som efter krigen og folkedrabet er vendt tilbage til Srebrenica-området, de måtte flygte fra, udsættes for intens forskelsbehandling af Republika Srpska.
”Der er folk, der faktisk vælger at komme tilbage for at genstarte deres liv og starte et mindested, der skal være der for de kommende generationer.”
Og frustrationen melder sig:
”Jeg har bemærket, at turister ikke besøger Srebrenica, fordi de finder alternativer i museer, der bærer navne, der inkluderer ord som folkedrab, krigsforbrydelser og så videre. Og de er ikke i Srebrenica. De fleste er privatejede museer.”
Han forklarer, hvad det i hans optik betyder at tage derud:
”At folk besøger Srebrenica, er afgørende i denne fortælling. Fordi man vil komme til at se det. Fordi mindet bliver hos én. På samme måde vil man give de mennesker, der valgte at komme tilbage til Srebrenica og genstarte, et håb om, at de ikke er glemte, når du også er der.”
Jeg har aldrig ét sekund følt mig usikker i Bosnien, men jeg konstaterer, at den politiske situation i landet er gået fra kompleks til mere besværlig. Edin er skuffet over, at Europa ”ikke ser muligheden i regionen”.
Han gør det klart:
”Når Europa ikke er der, så kommer der andre, der vil gøre deres indflydelse gældende. Det er helt klart en ny fase, vi er begyndt på.”
Jeg konstaterer, at Edin har en forretningsinteresse i at få folk derud, selv om turene formodentligt kun udgør en begrænset del af hans indtægter. Meget kunne tyde på, at turister vælger noget andet.
”Ja. Jeg har selvfølgelig en forretningsinteresse. Men det er ikke det allervigtigste. Det vigtigste er, at folk tager til Srebrenica. Det er vigtigt, at de tager til Srebrenica Memorial Center. Det er vigtigt, at de tager ud og kan være med de mennesker derude. Uanset hvordan de kommer derud. Uanset om det er som enkeltpersoner eller på alle mulige andre måder. De bør tage derud.”
Edin siger som afslutning:
”Det er dér, hvor de, der vil forstå krigen, bør tage hen.”
(Meet Bosnia inviterede Magasinet rØst på dagsturen til Srebrenica. Meet Bosnia har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.)
