På køreturen fra Trebinje til Sarajevo i ugen op til parlamentsvalget kørte jeg forbi nogle af de smukkeste bjergudsigter, jeg nogensinde har set. Til tider kørte bussen ad veje, der lå så afsides, at jeg undrede mig over, hvor stor en udfordring det overhovedet må have været at anlægge en vej der. Men selv der, i de mest fjerntliggende landskaber på denne 5 timers køretur, var hver eneste lygtepæl, hver eneste reklametavle og hvert eneste busstoppested prydet med valgplakater.
Plakater med politikeransigter havde indtaget de fjerne bjerge, og antallet voksede, jo tættere bussen kom på Sarajevo. Da jeg ankom til hovedstaden, virkede det som om, at enhver ledig plads var dækket af politiske budskaber, og om aftenen blev valget endnu mere nærværende, da det blev svært at bevæge sig rundt i gaderne uden at støde på politiske stævner og optog.
Mine første timer i Bosnien-Hercegovina gav mig indtryk af et land, der var opmærksomt på og engageret i det nært forestående valg. Virkeligheden på selve valgdagen viste sig imidlertid at være ganske anderledes.
Valgdagen: Vælgerne og manglen derpå
Morgenen begyndte langsomt, og vælgerne kom drypvis til valgstederne. Jeg bemærkede, at de fleste af dem tilhørte den ældre generation. Til at starte med spekulerede jeg på, om det blot afspejlede den velkendte forestilling om, at ældre mennesker altid er tidligt oppe. Men som timerne gik, og jeg besøgte flere og flere valgsteder, bemærkede jeg, at der kun blev en smule mere travlt, og at vælgerne fortsat overvejende var ældre.
Midt på eftermiddagen besluttede jeg mig for at holde øje med dette mønster. Jeg begyndte derfor at tælle de personer, jeg vurderede til at være under 30 år, som gik ind på de valgstederne. Da valgstederne lukkede kl. 19, var antallet, jeg havde talt, ikke kommet over 35 mennesker. På det sidste valgsted, hvor jeg blev for at observere stemmeoptællingen, blev valgdeltagelsen blandt vælgere i alderen 18-30 år opgjort til under 17 procent. Til sammenligning var den samlede valgdeltagelse 47 procent.
Mens jeg fulgte det komplicerede system for stemmeoptælling, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvor alle de unge i Bosnien-Hercegovina gemte sig. Jeg befandt mig trods alt i det centrale Sarajevo, i byens historiske gamle bydel, hvor man kunne forvente at finde en stor koncentration af unge mennesker. Hvis de unges valgdeltagelse var så lav her, spekulerede jeg på, hvordan billedet mon så ud i de mere afsidesliggende dele af landet.
Spørgsmålet blev ved med at optage mig i dagene efter valget. En af de vigtigste historier, der kom ud af valget, var den rekordlave valgdeltagelse på landsplan. Jeg havde svært ved at få dette faktum til at hænge sammen med billedet af en by, der var dækket af valgplakater og bannere fra den ene ende til den anden. Hvordan kunne et land, der var så gennemsyret af politiske budskaber, have så mange mennesker, der valgte ikke at deltage? Og hvad betød denne tilsyneladende modsætning for landets yngre generation?
I de følgende dage i Sarajevo forsøgte jeg at komme i kontakt med en ung person, som jeg kunne stille mine spørgsmål til. Jeg spekulerede på, om den lave valgdeltagelse havde været forventet, og jeg ville gerne spørge, om det kunne være rigtigt, at de unge var uengageret i politik. Måske havde de ganske enkelt mistet håbet om, at noget ville ændre sig?
En snak om politik over ćevapi
Mens jeg spiste nogle lækre ćevapi på en travl restaurant i den gamle bydel, faldt jeg i snak med en ung mand på omkring 20 år, der læste datalogi. Vi stillede hinanden spørgsmål om vores respektive landes politiske systemer og sammenlignede dem, inden jeg til sidst spurgte ham, om han havde stemt på valgdagen. Han svarede uden omsvøb, at det havde han ikke.
Derefter forklarede han, at han ikke fulgte med i politik, og at han som regel ventede på, at nogen i familien fortalte ham, hvordan han skulle stemme. Da ingen havde fortalt ham, hvem han skulle stemme på ved dette valg, vidste han ikke, hvad han skulle gøre, og besluttede derfor, at det var bedst helt at undlade at stemme.
Det mindede mig om en samtale, vores gruppe tidligere på ugen havde haft med to undersøgende journalister. De fortalte os, at det er ganske almindeligt, at familier stemmer sammen. Ofte har et familiemedlem et job i den offentlige sektor, for eksempel som lærer, og dette familiemedlem vil så opfordre hele familien til at stemme på en bestemt måde.
Det, der imidlertid gjorde størst indtryk på mig, var, at den unge mand faktisk havde politiske bekymringer. Han talte om, hvad en eventuel optagelse i EU kunne komme til at betyde for Bosnien-Hercegovina. Han gav udtryk for reel bekymring over kunstig intelligens' fremmarch og dens potentielle konsekvenser for unges jobmuligheder. Han havde holdninger til de spørgsmål, der ville forme hans fremtid, men han syntes ikke at se nogen sammenhæng mellem disse spørgsmål og valget.
Jeg fandt denne modsætning særligt sigende. Måske var problemet ikke, at de unge ikke havde noget at sige om politik, men snarere, at de havde svært ved at se, hvordan deres deltagelse i den politiske proces kunne gøre en forskel for de ting, der betød noget for dem. Mit indtryk var, at denne unge mand, som jeg tilfældigvis var kommet til at sidde ved siden af til frokost, ikke troede, at hans stemme var en mulighed for at sætte sit præg på verden. For ham stod status quo urokkeligt fast.
Én kan naturligvis ikke repræsentere alle unge menneskers erfaringer i Bosnien-Hercegovina. Mine observationer på valgstederne i det centrale Sarajevo kan heller ikke forklare årsagerne til den lave valgdeltagelse blandt unge i resten af landet. Men samtalen gav mig bestemt noget at tænke over, når det gælder de unge i Bosnien, deres engagement og deres politiske muligheder.
Mit håb for Bosnien-Hercegovina er, at tilliden kan genoprettes, så de unge kan begynde at se det at stemme som en mulighed for at sætte deres præg på det land, de kalder deres hjem. Med de spændinger, der præger det nuværende politiske klima omkring demokratiet, vil kun tiden vise, om det lykkes.
