”Øst Sarajevo” er en besynderlig politisk konstruktion, hvis navn man af og til støder på i mediereportager om Bosnien. En fredag eftermiddag tager jeg turen fra det centrale Sarajevo derud.
Trolleybus nr. 103 går fra Trg Austrije, en lille plads et stenkast fra Latinerbroen, på hvis anden side ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i 1914 måtte lade livet på grund af Gavrilo Princips kugler.
Efter en lille halv times tid, når vi til endestationen på Bulevar Mimara Sinara i bydelen Dobrinja. Jeg begynder at gå ned af boulevarden, der på et tidspunkt skifter navn til Srpskih Vladara og til Lukavica-kvarteret, som er det område, man oftest mener, når man siger ”Øst Sarajevo”.
Den bosniske stat, etableret efter krigen i 1990’erne, er delt op i to såkaldte entiteter, Føderationen Bosnien-Hercegovina (hvor der er flertal af kroater og bosniakker) og Republika Srpska (hvor der er flertal af serbere). Sarajevo ligger i Føderationen, Øst Sarajevo ligger i Republika Srpska (RS).
Det går op for mig, at buslinjen fra Sarajevo stopper ganske få minutters gang, før Føderationen bliver til Republika Srpska, men jeg ser ingen synlig grænse. Bosnien går til præsident- og parlamentsvalg 4. oktober. Efter et stykke tid støder jeg på valgplakater med kyrillisk skrift. Det er først der, jeg konstaterer, at jeg har passeret grænselinjen.
Modsat den danske tradition med valgplakater, der på må og få bliver kylet op på bl.a. lygtepæle, så fremstår brugen af valgplakater i Bosnien ganske reguleret. Der er officielt udseende reklamesøjler og på lygtepælene er der specifikke steder, hvor enkelte plakater kan hænge. Og det er dét, så vidt jeg har set indtil nu.
Øst Sarajevo: Et produkt af Dayton-aftalen
Alt i Bosnien, der indeholder bare antydning af noget politisk, er ofte komplekst. Det gælder også historien om ”Øst Sarajevo”. På trods af næsten fire års belejring af Sarajevo, fik bosniske serbere ikke kontrollen over Sarajevo ved Dayton-fredsforhandlingerne i 1995.
De fik i stedet tildelt et antal kommuner i den ydre del af byen og dens opland. Da Dayton-aftalen var blevet en realitet, fandt der et exodus sted: Det menes, at et sted mellem 50.000 og 100.000 serbere fortrak fra det centrale Sarajevo ud til disse områder.
Denne ’exodus’ er et kontroversielt emne. At det skete, er ikke til diskussion, men hvorfor er der flere meninger om.
I kølvandet på Dayton-aftalen stod det klart, at der var en betydelig del af serberne, der ville forlade det centrale Sarajevo. Med dem fulgte yderligere en gruppe for ikke at blive ’efterladt’ blandt muslimer og kroater.
Kilder argumenterer for, at bosnisk serbiske aktører med velsignelse fra disses politiske ledere også brugte forskellige grader af tvang og sågar vold til at få så mange serbere som muligt til at forlade Sarajevo.
Samlet kunne processen blandt politiske aktører i RS ses som en måde, hvorpå man post-Dayton kunne italesætte serbere som ofre og udvandringen som et nødvendigt offer for at kunne leve frit som serber. Det eneste sted, hvor dette var muligt, var, ifølge logikken, således i RS.
Størstedelen af den del af Lukavica-området, som jeg ser, er fuld af nyopførte fleretages boligbyggerier med forretninger i stueetagen flere steder, uplejede arealer med græs, byggepladser, enkle legepladser og parkeringspladser. Stedet synes klinisk renset for arkitektonisk charme.
Her og der vajer der et serbisk flag over indgangsdøre til etageejendommes opgange. Det er på ingen måde over det hele, som nogle påstår. På et par timers spadseretur ser man ikke alt, og man kan, indrømmet, overse ting, som andre finder afgørende.
Selv om grænsen var usynlig, fornemmer man alligevel hurtigt en undertone af forskellighed mellem entiteterne: Ikke ét sted ser jeg f.eks. den bosniske stats flag, ej eller EU-flaget vaje. Jeg ser desuden kirker, men ingen moskeer.
Her dominerer en anden fortælling
Danskere hører til blandt de mest kaffedrikkende folkefærd i verdenen. Det er fastslået flere steder. Selv om bosnierne måske ikke følger Danmark på top-20 listen over kaffekværnende nationer, så virker det som om, at bosniere nærer en lidenskabelig kærlighed til deres kaffe og til den sociale proces, det er at mødes over kaffe, og det på et niveau, hvor danskere på ingen måde følge med. Man vader kort sagt i kaffebarer også her. Det lykkes mig efter et stykke tid at finde en mindre restaurant i caféhavet, hvor jeg køber frokost.
Jeg går videre – og falder over et vægmaleri af den kontroversielle Gavrilo Princip. Han fejres af en del serbere, specielt i RS, som en helt. Argumentet er, at han med de famøse skud ville udfri det slaviske folk fra de midt-europæiske imperieundertrykkere. Af bosniakker og kroatere ses han mere som en terrorist, der forårsagede død og ødelæggelse af en positiv periode. Igen, denne undertone af forskellighed.
Det centrale torv, Trg Srbija, er dekoreret med serbiske flag. En gigantisk hoppepude, hvor ét barn hopper glad rundt, fylder nærmest en fjerdedel af torvet. Udover enkelte anonyme forretninger, er det mest bemærkelsesværdige en flere meter høj statue af en familie – far, mor og to børn – i kærlig omfavnelse.
Man kunne ved første øjekast få tanken, at skildringen af den tydeligvis lykkelige kernefamilie er opsat med byrådets velsignelse som en tonstung identitetspolitisk markør. Det er måske ikke helt forkert, men den officielle tolkning skulle være, at statuen symboliserer serbernes glæde og taknemmelighed over, at de overlevede den tidligere nævnte exodus fra Sarajevo.
Jeg går videre. På en husmur tæt på torvet er der, på en baggrund af det serbiske flag, malet et billede af en soldat med en skråhue og et kolossalt sort skæg. I betragtning af tallene 1956-2025 står under ansigtet, formoder jeg, at vedkommende må være en nyligt afdød soldat.
Google AI oplyser, at det er Slavko Aleksic. Nyhedsmediet N1, som ejes af CNN, beskriver ham som en yderst kontroversiel og ”berygtet paramilitær kommandør, der terroriserede Sarajevo” og som ”et symbol på snigskytter og militær terror mod civile” under krigen. Altså, mildt sagt ikke en person, der ville vække begejstring i Føderationen, må man formode.
Glorificering af krigsforbrydere er forbudt ved lov i Bosnien. Aleksic har domme, men ikke for krigsforbrydelser. Derfor er vægmaleriet ikke ulovligt. Det kommer dog alligevel til at fremstå som et voldsomt signal, og langt mere end blot en undertone på forskellighed, men derimod et bidrag til fortællingen om serbere som ofre. At vægmaleriet må være udført inden for det seneste års tid, aktualiserer tanken om, at fortiden på ingen måde er glemt.
Bosniakkisk tilflytning komplicerer billedet
I 2013 udgiver National Geographic en artikel, der lovpriser Sarajevo som turistdestination, hvilket bliver et vendepunkt, der ifølge mange sætter turbo på udviklingen af turismeindustrien. Det er én faktor, der kan være med til at forklare, hvorfor huspriserne i det indre Sarajevo er steget betydeligt gennem de seneste 8-10 år.
Udviklingen har medført en demografisk ændring. Efter krigen mener man, at der var omkring 3% bosniakker i Øst Sarajevo. I dag, formoder man, er der omkring 30%. Folk er tiltrukket af området, fordi huspriserne er lavere. Det er ikke utænkeligt, at denne udvikling giver stof til eftertanke i de højere politiske luftlag i Banja Luka. På den anden side, så kunne det, at bosniakker og serbere i højere grad kommer til at deles om et kvarter i byen i teorien vise sig at have integrations- og endda måske forsoningsmæssige fordele.
Jeg stopper op ved et gult skilt, der signalerer, at man nu går ud af Istočno Sarajevo. Jeg er nu klar over, at dette også, ifølge alle kort, er grænsen mellem de to entiteter. Busstationen ligger igen lidt nede ad gaden.
I morges drak jeg kaffe med en bekendt i byen. Da jeg fortalte, at jeg ville tage herud, fortalte min bekendte mig om en aktuel lavpraktisk konflikt, der kører lige nu. Lufthavnen ligger få hundrede meter fra, hvor jeg står.
Lufthavnen ejer et større stykke jord i forlængelse af de nuværende baner. Den arbejder på at udvide landingsbanen for at kunne tiltrække større fly. Flere fly har potentiale til at gavne byen og landets økonomi i bred forstand.
Konflikten består i, at noget af denne jord ligger i Føderationen, og noget ligger i Republika Srpska. I Bosnien eksisterer den nærmest groteske situation, at der efter krigen ikke er fuldstændig afklaring på hvem, der har retten over landet, de tilhørende naturressourcer, mm.
RS gør krav på nærmest at have suverænitet over sit territorium, hvilket fører til adskillige juridiske og politiske konflikter. Et andet aspekt er, at der i forbindelse med Dayton-forhandlingerne ikke blev skabt krystalklar sikkerhed for præcist hvor grænsen mellem Føderationen og RS går.
Nu er der så opstået en tvist, hvor RS blokerer for lufthavnens udvidelse fordi RS argumenterer for, at projektet, ifølge N1, krænker RS territorium. Man kunne frygte, at dette, som med så mange andre initiativer, på sigt vil blive sat på pause og sikkert udskudt.
Hvem sejrer, hvis ingen vinder?
Det kan opleves som, at der i Bosnien kører en form for politisk nulsumsspil. Ingen synes at være villig til at give sig af frygt for, at andre kunne få noget, som de så ikke selv får. Den tragiske konsekvens er, at stort set alle kommer til at fremstå som tabere i dette spil.
Det vil nok være at stramme den, hvis man forsøger at fremstille Øst Sarajevo som et oplagt turistmål, hvis man er i Sarajevo. For den noget nørdede politik-interesserede, kan turen være oplysende, fordi man, som antydet, får en fornemmelse af den forskellighed, der trods alt er synlig mellem Føderationen Bosnien og Hercegovina og Republika Srpska.
Krigens kampe i og omkring Sarajevo var langvarige og intense. Dayton-aftalen gav, som sagt, ikke bosniske serbere kontrollen over Sarajevo, men i stedet dette politiske og geografiske noget diffuse alternativ. Derfor er det måske ikke så overraskende, at Øst Sarajevo bruges til at genbekræfte det serbiske etno-nationalistiske narrativ om exodus, offer og undertrykkelse.
Der må være steder i Bosnien, hvor man kommer bare en smule tættere på ikke at bekræfte de allerede forhærdede identiteter, men derimod bevæger sig tættere på en fælles bosnisk identitet. Men det vil kræve en rejse mere.
