Bosnien gik til præsident- og parlamentsvalg 4. oktober 2026. Den positive overraskelse var, at der for første gang blev anvendt ny biometrisk teknologi ved afviklingen af valget. Det fungerede i store træk og har reduceret frygten for svindel med valgresultatet.
Det var i store træk den partimæssigt gamle etno-nationalistiske garde, der trak stikkene hjem ved valget med det serbiske parti SNSD og det kroatiske parti HDZ som de store vindere. EU har været stort set fraværende i valgkampen, så der er næppe nogen af partierne, der hungrer efter at indfri valgløfter på den front.
Der kommer ikke til at ske noget på EU-fronten, før en ny regering er dannet, hvilket kan tage en rum tid efter valgets afslutning. Nogle spekulerer i, om USA vil vride armen rundt på flere af politikerne for at få sat fart på processen, primært af hensyn til amerikanske forretningsinteressers behov. Det er, som Balkan Insight bemærker, sket før.
Med nationalisternes valgsejr kan man frygte, at hvor der i forhold til EU før har været reformstilstand, så er pauseknappen nu reelt set blevet hamret i bund. Bekymringen er, at der ikke kommer til at ske noget.
Den dårlige nyhed, om man vil, var, at den magre vælgerdeltagelse ved parlaments- og præsidentvalget var på henholdsvis 40,6% og 42%, hvilket var henholdsvis 10 og godt 9 procentpoint mindre end ved det seneste valg.
Alen Kubat er 25 år. Han har en kandidatgrad i freds- og sikkerhedsstudier fra Sarajevos Universitet og arbejder i dag for et rådgivningsfirma. Jeg fik kontakt med ham via Young European Ambassadors, et frivilligt netværk af unge fra EU og Vestbalkan, der arbejder for blandt andet at fremme europæisk samarbejde og aktivt medborgerskab.
Jeg satte ham i stævne kort før valget, fordi jeg gerne ville høre et bud på, hvordan et menneske fra den yngre generation ser på den politiske situation i Bosnien i dag. Alen ser gerne Bosnien i EU, men virker nærmest opgivende overfor tingenes tilstand.
”Vi unge har ingen følelse af at være repræsenteret i politik. I valgkampen siger magthaverne, at unge har potentialet til at ændre verden. I sekundet, valget er overstået, ryger emnet af dagsordenen for rigtig manges vedkommende.”
Alen understreger, at han klarer sig, men mange unge er frustrerede over, at de kan tage længere uddannelser, men alligevel ikke finde arbejde og få råd til at flytte hjemmefra. Medmindre man har forbindelser. Det gør, at mange får lyst til at rejse.
Det, Alen peger på, er i realiteten en manglende politisk vilje til at bekæmpe den korruption, der gennemsyrer mange dele af samfundet. Transparencys korruptionsindeks placerer Bosnien som nr. 109 ud af 182.
”Vi føler os trætte. Det kører bare i ring.”
I forhold til valgkampen i Bosnien giver Alen Kubat udtryk for, at den politiske debat kan havne i fastlåste diskussioner om forbrydelser under krigen, hvor krav om ansvar mødes med henvisninger til nødvendigheden af at beskytte sit eget folk. Og så går alt i stå. Om den politiske debat i Bosnien siger han:
”Det er ekstremt svært at tale sammen.”
Alen Kubat er én stemme, men han har en retorisk frustrationsfigur, der grundlæggende minder om, hvad jeg har hørt fra de andre unge, jeg har talt med i de seneste uger. Frustrationen kan måske levere én del af forklaringen på den lave vælgerdeltagelse.
EU’s sikkerhedsinteresse udfordret af Bosniens reformstilstand
Sarajevo Security Conference løb af stablen første weekend i september. Åbningen fandt sted i Sarajevos rådhus, og Luigi Soreca, chef for EU-delegationen i Bosnien, var blandt de første talere. Han indledte med at konstatere:
”Kontinentet bevæger sig imod større strategisk ansvar for sin egen sikkerhed.”
Uro i Mellemøsten og USA's krav om større europæisk ansvar for egen sikkerhed var en del af den overordnede forklaring på dette skift. Han fremhævede også, at graden af udenlandsk indblanding var noget, der udfordrede både Vestbalkan og Unionen.
På konferencen stod et budskab tydeligt: Ruslands angreb på Ukraine har fra et politisk perspektiv skubbet til de tektoniske plader og gjort Vestbalkans sikkerhed og stabilitet til en endnu mere central del af Europas sikkerhed og stabilitet.
I forhold til Bosnien var EUFOR Altheas tilstedeværelse ifølge Soreca et klart signal om, at EU tog dette alvorligt. En general fra et større europæisk land var mere direkte:
”Det er ikke for sjov, at man er til stede.”
Der er kort sagt et sikkerhedspolitisk rationale i en integration af Bosnien med resten af Europa, også fordi Bosnien har et økonomisk udviklingspotentiale. Men vejen dertil synes, som antydet, lang.
EU stiller betydelige økonomiske ressourcer på højkant som støtte til det reformarbejde, som Bosnien står overfor på den realistisk set nok lange og krævende vej mod et EU-medlemskab. Disse ressourcer distribueres som en blanding af lån og bevillinger.
Luigi Soreca konstaterede, at Bosnien ikke har ratificeret de aftaler, der vil gøre det muligt at overføre midlerne. Disse aftaler ses som absolut grundlæggende teknikaliteter. Ratificerer kandidatlandene ikke disse, så anvender EU pengene på noget andet. Og det er så dét, der er ved at ske for Bosnien.
Set her fra Sarajevo har den politiske stemning, blandt andet mellem Bosnien og Serbien, men også mellem bosniske serbere og bosniakker, været anspændt i kølvandet på Serbiens håndtering af den krigsforbryderdømte Ratko Mladics død og begravelse. En retorik fyldt med had og trusler om løsrivelse høres ofte.
I sin årlige tale om Unionens tilstand brugte formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, knap 11 linjer på Vestbalkan, hvilket ikke fremstod overvældende. Hun var blandt andet bestyrtet over billederne fra Mladics begravelse, der viste, hvordan den krigsforbryderdømte blev glorificeret.
Von der Leyens budskab var klart: Det værdibaserede fællesskab var ikke til forhandling for de kandiderende lande. I Bosnien er der nok flere, der med interesse vil holde øje med, hvor længe EU’s løftede pegefinger overfor Serbien rent faktisk bliver ved med at vifte i luften.
Spørgsmålet er også, hvorvidt EU overhovedet er klar til at tage imod nye lande. Flere medlemslande har indskærpet, at det vil kræve en styrkelse af Unionens beslutningskraft, herunder en ændring af kravet om enstemmighed på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.
Er man i EU, på trods af det sikkerhedspolitiske rationale, overhovedet klar til at tage den diskussion og gennemføre ændringerne? Flere af de større europæiske hovedstæder synes mere optaget af indenrigspolitiske udfordringer fra blandt andet populister og højreorienterede aktører end af en potentiel EU-udvidelse.
Så selv om EU har en sikkerhedspolitisk interesse i en tættere integration med Bosnien, så vil man højst sandsynligt løbe hovedet mod en bosnisk politisk betonmur, indtil man engang i en fjern fremtid finder en måde, hvorpå Bosniens siloopdelte politiske virkelighed kan nedbrydes.
Afslutningsvis kan man konstatere, at hvis det synes svært for nationale politikere i Bosnien at tale sammen og skabe enkle, nærmest teknokratiske løsninger på politiske og økonomiske problemer, der ultimativt kan gavne borgerne, kan det blive svært at se, hvordan et mere overordnet og til tider abstrakt EU-spor kan blive drevet fremad.
